Karate

Udvikling og historie

Karate betyder kunsten at kæmpe med den tomme hånd. Det er en orientalsk kampform baseret på den mest effektive og hurtige udnyttelse af det menneskelige legemes forskellige dele til forsvar og angreb, fordi det er en blanding af stød, slag, spark og parader.

For at kunne forstå den historiske udvikling bag moderne karate, må vi tilbage til den gamle kinesiske Chen-fa (kempo). Oprindelsen til denne kampform var en gruppe fysiske øvelser, der gjorde mennesket i stand til at opnå en meget høj alder. Senere studerede man de vilde dyrs bevægelser i naturen, sammensatte dem med Chen-fa, og langsomt blev et system i nærkamp udviklet. Sagnet fortæller om den indiske læremester Bodhidharma (Darum), at han i året 517 rejste til Kina for at undervise munkene i byen Shaolin-sze i buddhismen. Da han fandt de kinesiske munkes fysiske form meget ringe, lærte han dem også et system af fysisk og mental disciplin - I-chin-sutra!

Snart blev munkene i Shaolin-sze kendt som de bedste kæmpere i Kina, og gennem mange år blev forskellige systemer af ubevæbnet kampteknik udviklet til Chen-fa (kempo).

Manden med ansvaret for introduktionen af moderne karate i Japan er Gichin Funakoshi. Han blev født på Okinawa i den japanske øgruppe, hvor han studerede under de store mestre. Han viste første gang moderne Shotokan-karate i 1917. Denne stilart blev hurtigt populær. Den var effektiv og smidig. Den optog visse ting fra jiu-jitsu, kendo og aikido, og blev efterhånden udviklet til en sport for udøverne.

Under ledelse af Gichin Funakoshi blev organisationen Japan Karate Association (JKA) oprettet i 1948. Det åbnede muligheder for at de ledende kræfter inden for karate kunne samle og videreudvikle al deres viden og kunnen - til gavn for den dynamiske karate. JKA har derfor ført Shotokan-karate til anerkendelse over hele verden.

Karate er både selvforsvar, god kondi, og en fascinerende sport. Beherskelsen og kontrol med kroppen er netop det fineste og vigtigste ved karate. De der går ind for karate vil opleve en helt ny og spændende sportsgren. En sund og fornuftig træning af kroppen. Et godt kammeratskab. Hertil kommer den selvsikkerhed, der følger af at kunne forsvare sig uden våben og på værdig måde. Derfor - karate for alle - uanset alder og fysisk styrke.